tirsdag den 2. april 2013

Glutenfri chokoladetærte med moccatrøffel og mandelflager

Man gør sig altså lidt mere umage med madlavningen når der kommer gæster... Min svigermor tåler ikke gluten, så jeg eksperimenterer altid lidt når hun er på besøg. Svigerfamilien kom til kafåka' igår grundet min kærestes fødselsdag. Jeg havde lavet tærten her dagen før da den har bedst af at stå og køle hundrede procent af inden den pyntes og spises. 

 

 


DETTE SKAL DU BRUGE

Tærte
100 g. smør
100 g. mørk chokolade
1 dl. sukker
1 spsk. vanillesukker
2 æg
1 dl. glutenfrit mel (jeg brugte rød Finax)
1 tsk. bagepulver
1 stor håndfuld mandelflager

Trøffel
1 dl. piskefløde
1 spsk. muscovadosukker el. brun farin
100 g. mørk chokolade
25 g. smør
5 spsk. instant kaffe

Pynt
Jordbær
Blåbær

SÅDAN SKAL DU GØRE

Tærte
Smelt smør, chokolade og sukker i en gryde. Tilsæt æg, mel, bagepulver og mandelflager og rør godt rundt til det hele har en ensformig masse. Hæld dejen i en tærteform drysset med mel og bag nederst i ovnen, ved 200 grader i 25 minutter.

Trøffel
Kog piskefløde, sukker, chokolade og smør op i en gryde og tilsæt til sidst instant kaffe. Rør rundt til instant kaffen er opløst. Stil trøffelmassen til køling og hæld det først over tærten når det er helt kølet af. Stil tærten på køl så trøffelcremen er størknet, men tag den så ud igen, ellers bliver den for tør.

Pynt med jordbær skåret i skiver og blåbær.

Ingen kommentarer: