søndag den 10. marts 2013

Boller med squash, peberfrugt og gulerod

Jeg har eksperimenteret lidt med den her opskrift. Vi er ganske tilfredse herhjemme og har brugt dem som sandwichbrød til frokost i dag:-)



DETTE SKAL DU BRUGE
(til 18 - 20 stk.)

50 g. gær
2 tsk. sukker
2 tsk. salt
3 dl mælk lunet i en gryde
1 dl olie
2 håndfulde græskarkerner
½ revet squash
2 revede gulerødder
½ peberfrugt skåret i små tern
2-2½ dl durummel
400-500 g. hvedemel

SÅDAN SKAL DU GØRE

Forvarm ovnen til 220 grader.

Smuldr gær i en skål og drys med sukkeret. Hæld den lune mælk over og rør rundt til gæren er opløst. Kom derefter olie i og rør rundt inden squash, gulerod, peberfrugt, græskarkerner og salt kommes i. Rør ekstra godt rundt. Tilsæt durummel og rør til massen er ensformig. Til sidst hældes hvedemel i lidt efter lidt. Dejen skal ud på bordet og æltes - det er vigtigt, at den er en lille smule klistret men stadig til at have med at gøre. Lad dejen hæve tildækket og lunt i 1 time. Slå derefter dejen ud på et bord igen og form til boller og lad dem hæve 1 time mere. Pensl med æg og drys med græskarkerner. Bag i ca. 15 minutter.

Ingen kommentarer: